Der er analoge keyboards, digitale keyboards og keyboards i computeren.

Synthesizere indspilles oftest og nemmest direkte med en (to) linesignaler. Nemt og hurtigt sat op. Men hvis det er muligt, kan jeg godt lide at have noget højtaler-lyd (støj og forvrængning /kød og blod) med i lyden, men det er ofte for besværligt.

Yamaha DX7 dukked op midt i 80’erne og var det første digitale keyboard, jeg kendte til. På den tid var jeg hardcore midi/synt mester, så jeg satte mig for at lære at programmere den. Det var ikke nemt, da alting skulle læres på ny. Heldigvis kom der en mulighed, da en engelsk producer skulle mixe et album i vores studie. Han forlangte (rimeligt nok) en person, som kendte studiet og gearet skulle være til stede, mens han arbejdede. Og det blev så mig.

Oceaner af passiv ventetid, men så fandt jeg på at lære DX7en bedre at kende. De kendte parametre fra analoge synts var vendt på hovedet eller voldsomt udvidet, så der var noget at sætte sig ind i, men jeg havde jo tiden til det. Og jeg fandt nogle brugbare smutveje til at gøre ting med.

Et rygte vil vide, at Abba’s tekniker indspillede alle synts med højtalerlyd blandet ind i lyden. Og at han for hver ny key-rolle gik ud i indspilningsrummet og flyttede højtaler og mikrofon for at få en mere symfonisk lyd. Og det lyder da godt den dag i dag!

Jeg arbejdede en overgang sammen med Bernhard Lörd, som var Benny Andersons hustekniker efter Abba-tiden. Han fortæller, at Benny skiftede toneart på numrene konstant for at finde den optimale lyd. Til gengæld kunne han sjældent huske, hvilken toneart der var den gældende. Han spiller heldigvis alle tonearter på klaveret lige nemt. C-dur eller C# gjorde ingen forskel. Well til premiereaftenen på Chess hvor verdenspressen var samlet i den største koncerthal i Stockholm, vender han sig mod den anden key-spiller og siger “psst hvilken toneart?” Og så spillede de, og det gik godt!