GUITARISTEN OG HANEN
For nogle år siden arbejdede jeg med en dansk-amerikansk guitarist , som spillede heavy metal (progressiv speed metal). Han ville have en massiv lyd på sin guitar, så de fleste roller blev indspillet otte gange på forskellige spor for at gøre lyden så massiv som mulig. Han spillede på Marshal forstærker, som er den man bruger til heavy-lyd. En dag han indspillede et tema, som startede dybt og endte på en høj tone, sad en anden guitarist og nogle andre i haven og spiste frokost. De bemærkede, at hver gang den første guitarist nåede til den høje tone, var der en hane i en nærliggende have, der galede, og det skete jo otte gange i træk.

“Sjovt!”, tænkte guitarist nummer to. Han er god til at aflytte temaer, så han gik ind i det andet studie, hvor han indspillede, åbnede døren ud til haven, og spillede med sin Fender forstærker nogenlunde det samme rif. Men hanen galede ikke en eneste gang. Øv. Nogen tid efter var en tredje guitarist i det samme studie med sin Marshal forstærker, og han kunne også lide at spille højt. Og hanen galede lystigt. Her var der altså en hane, som kunne lide lyden af heavy gitar. Mystisk, men det skete altså otte gange i træk, da den første guitarist spillede og igen da nummer tre spillede!
 

HAM, DER ER DØD
Jeg arbejdede for en del år siden med en lidt urutineret producer. En dag, vi skulle indspille guitar på en sang, ville han forklare guitaristen, hvad han skulle spille. Det foregik således: ” kan du spille noget ligesom ham den amerikanske guitarrist, du ved ham der havde et hit, du kender ham godt; det er ham der er død!!!”  Ikke meget at gå efter. Amerikaner, havde et hit, er død. Nå, vi fik lavet noget fint guitar på trods af kommunikationsproblemet! 

ITALIENSK KLARINET
En dansk musiker indspillede store dele af et album i Feedback. Ofte var sessionen præget af kaos og tilsyneladende tilfældigheder. Han brugte tit at invitere uventede musikere ind. De fik så max en time, og så var det farvel og tak. Meget blev slettet hurtigt, efter at folkene havde forladt studiet. En dag kom han med en Italiensk klarinet-spiller. Italieneren spurgte, om der var et sted, hvor han kunne varme op, inden han skulle indspille. Det gav god mening, da blæseinstrumenter stemmer lidt for lavt, når de er kolde. Når der har været spillet i 15-20 minutter, stemmer de lidt højere, da de bliver varmere af musikerens luft.

Han blev sendt ud i et lille rum bagerst i indspilningsrummet, og døren blev lukket. Nu var det sådan, at døren var lidt i stykker. Den låste af og til sig selv! I den almindelige forvirring glemte alle, at han var der. Indtil en god times tid senere, da nogen kom i tanke om ham, og ganske rigtig……..han var låst inde! Mange undskyldninger, men han var forståeligt nok rasende og forlod studiet øjeblikkeligt. Der kom ikke noget klarinet på den dag!

”KLASSIKEREN”
Under en session med en sanger, begyndte hans trommeslager at lave mere og mere fantasifulde madder til frokost. Da trommesporene var færdige, og han var taget hjem, tog sangeren og jeg tråden op og begyndte at udvikle den ultimative spegepølsemad. Vi brugte måneder på den. Prøvede et utal af variationer. Vi gjorde det mest som afledning for at tage brodden af stresset. Vi lod, som om vi tog i studiet for at arbejde på madden, men da vi jo ikke kunne spise konstant, kunne vi jo ligeså godt indspille lidt musik, nu vi var kommet!

Spegepølsemaden består af skovmandsrugbrød, Kærgården, Iceberg salat, Portsalut ost, ungarsk paprika spegepølse, Helman mayonnaise og jalapenos chillier.

En kok, som ofte kom i studiet i de år, var ved at lave sin første kogebog på det tidspunkt, og ville gerne have vores spegepølsemad med, og det var vi lidt stolte over. Well, den dag den skulle fotograferes til kogebogen, var jeg alene på skansen. Kokken kommer med sin fotograf, og jeg havde selvfølgelig lavet vores spegepølsemad, som de kunne fotografere. “Den ser sørme lækker ud” sagde fotografen, og spiste den inden jeg kunne nå at stoppe ham!

I den rigtige version er lagene lige store, da det jo er samarbejdet mellem tingene, der giver magien. De lavede så deres egen version, som er mere pyramideformet, så man bedre kan se de forskellige lag. Jeg var meget fornærmet (for sjov), men det var jo kokkens kogebog, billedet skulle bruges i, så han havde frie hænder. Det rigtige navn er “Klassikeren”; men i bogen har han kaldt den “el clasico”. Det syntes både sangeren og jeg var helt out, men som sagt var det jo hans bog. Det er nu stadig en formidabel spegepølsemad, som vi havde megen sjov med at udvikle. Vi var lidt uenige om en lille detalje. Vi skærer osten forskelligt. Sangeren skærer den som trekanter, jeg skærer den som firkanter, men fred med det.

BRANDEN
En sanger, der havde indspillet en håndfuld albums i Feedback, var en gang i Nordjylland og besøgte et firma, der opkøbte gamle masterbånd og genudsendte dem. Han gik rundt på deres lager og tænkte sit. Alle hans bånd stod i vores lagerrum. Næste gang han var i Feedback, spurgte han os: “Hvad nu hvis det brænder, hvad sker der så med mine bånd?”-  ”Hvis det brænder, så brænder det, vi har ingen brandsikring!”- “Jeg må vist hellere få mine bånd hjem i kælderen!” sagde han, og vi gik i gang med at fremskaffe nogle transportkasser. Der var mange bånd, så det tog lidt tid. Inden vi fik kørt båndene hjem til ham, udbrød der brand i hans hus! Havde båndene været der, var de formodentlig gået til. Held i uheld, hedder det vist!

KOKKEN, DER VED ALT OM GAMMEL MUSIK
I en del år kom en kok ofte i studiet og lavede mad til os. Han er glad for musik fra 60erne og 70erne og ved rigtig meget, specielt om amerikansk musik fra den tid. Et omvandrende leksikon er vist ikke for meget sagt. En aften kørte en sanger mig hjem fra studiet, og radioen kørte. Der blev fortalt om en amerikansk sanger, der var blevet skudt af en fornærmet ægtemand, og dødsdatoen blev nævnt. Muligvis 1. november 1961 eller noget i den retning. I hvert fald en dato, som var nem at huske. Sangeren og jeg kiggede på hinanden, og sagde: “Nu har vi ham, den dato kender kokken ikke”. Næste dag, da vi spiste, spurgte vi så kokken, hvilken dag omtalte sanger var død. Kokken kunne ikke alene datoen, men også navnet på ægtemanden, de nærmere omstændigheder omkring drabet og meget mere. Træls!

OLE MOLIN OG TAXAEN
Denne historie har jeg fra flere sider, så jeg tror den er sand. Ole Molin var i starten af 60’erne den mest fremtrædende guitarist i Danmark til bestilte jobs. Han spillede på grammofon-indspilninger, teater, TV shows, og i øvrigt overalt. Og så var han kendt for at være hurtig i replikken. Her er historien, som jeg kender den.

Ole spiller til en teaterforestilling. Hvilket betyder, at han skal hjem samme tid hver aften. På taxaholdepladsen nær teatret har en chaufør fast aftenvagt, så han kører aften efter aften Ole hjem. En aften sætter Ole sig ind i taxaen og siger: “Jeg har ingen kontanter på mig, må jeg betale dig i morgen?” -“Nej du skal betale nu!” – “Jeg har en ven her rundt om hjørnet, han kan lægge ud for mig” – “NIX! Du betaler, når du går ud af bilen. Har du penge kan du få, har du ingen må du gå!”

Træls stil, men Ole havde jo ikke kontanter.

Nogle dage senere ved taxaholdepladsen ved Hovedbanegården, ser Ole en stribe taxaer vente på tur, og vores “ven” fra forleden er nummer tre i køen. En djævel farer i Ole. Han sætter sig ind i den første taxa og siger: “Vil du køre mig til Hellerup for 500 kroner?” (en tur til cirka 100 kroner) – ”Ja!” siger chaufføren, ”lad os komme afsted” – “Der er lige en ting”, siger Ole, ”du skal holde ind på halvvejen og sutte min pik af!”- ”HVAD!!” siger chaufføren, ”kan du komme ud af min bil, NU!!”. Ole sætter sig så ind i taxa nummer to og siger det samme til chaufføren i taxa nummer to.”UD AF MIN BIL!!”. Så sætter han sig ind i taxa nummer tre til vores ven fra forleden. Og siger: “Jeg vil godt til Hellerup”. Fint, de kører af sted, mens Ole vinker glad til de andre chaufører! Der blev nok talt en del på taxa-radioen den dag!

OLSENBANDEN
Jeg kan læse noder. Jeg var 8-9 år gammel, da jeg begyndte at spille blokfløjte efter noder, og 11-12 år, da jeg begyndte at spille klassisk guitar, indtil jeg var først i 20’erne. Så jeg læser noder ligeså nemt, som jeg læser en bog.

Da jeg startede i Metronome-studierne, lavede jeg mange redigerings-opgaver, så jeg blev ret god til at klippe i analog-bånd. Når man klipper i et bånd får man EN chance. Det skal være rigtigt første gang!!

En dag kom Bent Fabricius ind i studiet og spurgte, om jeg kunne læse noder, og det kunne jeg jo. ”Hvad med et partitur?”, spurgte han. ”Det har jeg aldrig prøvet, men det er vel det samme, bare mere af det”. Så gav han mig et bånd og et partitur og sagde: ”Se! Jeg har streget nogle takter over. Dem vil jeg have, at du klipper ud af båndet, så der kun bliver resten tilbage”.

Han gik, og jeg gik i gang med at redigere uden at vide, hvad det skulle bruges til.

Senere så jeg Olsenbanden-filmen, hvor de render rundt på Det Kongelige Teater og laver eksplosioner. ”Hov! Det har jeg da hørt før!”, tænkte jeg. De havde altså valgt musikken fra “Elverhøj”, men kunne ikke bruge det originale arrangement i forhold til billederne. Så de havde altså valgt at klippe takter ud her og der for at få det til at passe sammen. Det har jeg hjulpet til med. Jeg var ret skarp til at klippe i bånd i de år.

PENSIONISTERNE
En af musikerne, som ejede Feed Back, har en far, og denne har nogle pensionist-venner. De har et orkester sammen, hvor de spiller middagsmusik. De er klaver, fløjte, lilletromme og en del strygere. 11-12 mand i alt. I de første år var cd-brændere voldsomt dyre, men på et tidspunkt blev prisen til at have med at gøre.

Pensionisterne havde fået den ide at indspille deres repertoire på cd. På én dag. I betragtning af, at det normale var at bruge mellem et par uger og et par måneder på at indspille et album, var det jo temmelig ambitiøst at gøre det på én dag. Da jeg fik at vide, at jobbet skulle laves, tænkte jeg længe over, hvordan dén skulle kringles, og jeg endte med at jeg ville indspille og mixe i samme ombæring. Altså totalt “old school”.

Men tingene skal jo passe til hinanden. Jeg var i studiet klokken 9.30 for at stille op. Vi havde lejet stole og nodestativer ude i byen. Musikkerne kom klokken 10. Vi gik i gang, og det gik godt. Da vi holdt frokostpause klokken 12.30, var der 5-6 numre i kassen, og vi var færdige klokken godt 17. 12 numre i kassen. Der skulle klippes rent mellem numrene, og det var det. Ham med lilletrommen havde for vane at lægge trommestikkerne fra sig på lilletrommen, når et nummer var færdigt for ham, men mens strygerne stadig holdt deres sidste klang. Det gav en lille mislyd i slutningen af alle numrene, men det kunne der ikke gøres noget ved.

Da jeg sagde farvel til dem, var der en af dem, der sagde til mig: “Ja, det tager alligevel længere tid, end man regner med”!! Jeg syntes jo at 12 numre i kassen på syv timer var en god høst, men han syntes, altså at det havde taget lang tid!!!

TOUR DE FRANCE
Engang vi indspillede med et orkester, var der cykelløb i tv, og det interesserede musikerne voldsomt. Hver gang jeg skulle bruge en musiker, skulle han hentes i havestuen, hvor de alle sad og så tv. Efter nogen tid besluttede jeg at sabotere lidt. Jeg gik ud i tv-stuen og begyndte at stille dumme spørgsmål om løbet. Og jeg fik forklaret om taktikkerne, classementet og meget mere. Så kom jeg på ideen om at snakke med, som om det interesserede mig, men med den lille tvist, at jeg udtalte navnene på rytterne lidt forkert. Fem mand røg op af sofaen: “Han hedder altså sådan og sådan!!”. Det morede mig en del, men det blev selvfølgelig gennemskuet efter et par dage. Derefter blev jeg buet ud, når jeg kom i tv-stuen, men det var sjovt så længe det varede!

DEN FORKØLEDE MAC
Engang i overgangsperioden mellem Atari computere og Mac var der en producer i studiet, som var hardcore Mac-bruger. En af musikerne, som kom meget i studiet, havde lige anskaffet en Mac og havde brug for hjælp til at komme i gang.

Han kom hen i studiet med dyret, og så var det meningen, at efter et par dage skulle den være klar til brug. Så fik produceren en sjov ide. Han lagde en lille fil ind som gjorde Macen forkølet! Hvert 3-5. minut gav den et lille snøft eller grynt fra sig. Planen var, at musikeren skulle komme tilbage med dyret, og så ville vi give den halstørklæder og varmt tøj på og samtidig få et godt grin.

Men tiden gik, produceren tog hjem, og jeg begyndte at blive urolig. Da jeg ikke kunne holde mig længere, gik jeg til musikeren og fortalte, hvad vi havde gjort. Sjovt nok ville han ikke have fjernet filen. Han syntes bare, det var hyggeligt med de små lyde. Og den gjorde ingen skade udover lydene. Ellers en god joke, men den gik altså ikke efter planen!

THE FARVELLER.
En gang havde vi besøg af en super-dygtig amerikansk pianist. Efter os skulle han videre til København og spille på et par andre projekter. Dengang havde vi altid arrangementerne skrevet i computeren.

For sjov skyld begyndte vi at kalde outroen på numrene “the farveller”. Planen var, at han skulle tro, at sådan hed det på dansk. Når han så kom til det næste danske studie, troede vi, at han ville kalde outroen for “the farveller” til stor undren for folkene der. Den gik dog ikke, han talte amerikansk og udelukkende amerikansk!

VIDEOEN OG BRANDEN.
Engang skulle jeg hjælpe en sangerinde med at lave sang på et nummer. Aftalen var, at en anden tekniker skulle optage musikken, og jeg skulle komme hen  på eftermiddagen og tage mig af vocalen. Mens vi lavede vocal, skulle der laves noget video. Teksten i sangen handler om en mand og en dame, som ikke kan finde ud af det, så hun havde indkaldt en ven  som skulle være “manden” i videoen.

Vi gik i gang med at indspille vocal i studiet, mens de lavede video ude i haven og på Haraldsgade. Og gutten, “manden”, spillede rigtig sur over, at ham og kæresten ikke kunne enes. Han hoppede og sprang rundt og levede sig helt ind i rollen.

På et tidspunkt er de ude på gaden. I indkørslen til Feedback stod et skab fra elværket, som leverede strøm til vores hus og de nærmeste naboer. Det strømskab ville han sparke til. Da han gjorde det, eksploderede skidtet! Og det hele blev filmet, mens det skete.

Samtidig – inde i studiet – var vi netop blevet færdige med vocal optagelsen. Vi havde lige gjort sporet færdigt, og jeg husker, at jeg netop havde sagt: “Lad os lige høre hele sporet igennem, så der ikke er noget vi har glemt eller overset” . Så røg strømmen! Ikke på en gang, men i løbet af 4-5 meget lange sekunder. Puf…Puf… Puf..!!.. så slukkede alle lamperne, og vi sad tilbage i mørke.

Nå, vi fik bestilt nogle pizzaer og et par flasker rødvin, mens vi ventede på at elværket gjorde noget. Der sad vi så og så videoen, hvor det skete. Det var tydeligt at han ikke sparkede igennem, men kun markerede, så det så godt ud. Men det øjeblik, hvor lortet eksploderede, var godt. Han blev meget forskrækket, der kom en stikflamme fra el-skabet på mindst 1,5 meter, og jeg tror ikke han havde hår tilbage i næsen. Det var voldsomt. Vi sad der i mørket med vores pizzaer og så det igen og igen!

Brandvæsenet kom med to store stigevogne, kommandovogn og røgdykkere, hele pakken, men kørte hurtigt igen, da der ikke var brand i noget.

Senere hørte jeg, at fotografen havde slettet dele af det, fordi han havde for lidt bånd med!!! Det klip kunne have gjort ham rig, fordi det var ægte, men det kunne han altså  ikke se i kampens hede.

Elværket var hurtigt ude, og snart var vi på banen igen.

Det var det!

Og tag så lige at få lavet noget fed musik!