Mix

En af de mere svære discipliner, da det kræver en stor grad af overblik. Her må man ikke fortabe sig i detaljer, men skal dele sol og vind ligeligt. Og der er ingen facitliste. Kun god smag og god stil. Vigtige beslutninger om, hvad der skal bruges, bør være på plads, og sporene bør lyde godt. Mix er sjovest, når det handler om at få hele nummeret til at hænge sammen og fungere.

En ide, jeg hader, er at skrue ned for ting, der ikke er lykkedes helt. Englænderne har et godt princip "If you cant make it good, make it loud". Altså skru det op eller dræb det. Det er sådan jeg tænker.

"Less is more" betyder at fjerner man et overflødigt element, bliver der mere plads i lyden til de andre og bedre ting. "When in doubt, leave it out" betyder bare, at hvis noget ikke er indlysende vellykket, så skal det nok ikke bruges. Dræb. Kill your darlings.

Jeg har brugt nogenlunde samme opskrift, når jeg har mixet de sidste mange år.

1. Først, uden brug af eq, klang eller compression, arbejder jeg med generelle balancer og panning. Langsomt introducerer jeg eq og compression, men venter med klang og delays. Jeg synes, det er den nemmeste måde, men mange vil gerne have klang og delay på tidligt.

Jeg kører sporene igennem flere gange. Altså ingen endelige beslutninger, men jeg strammer langsomt nettet. Når jeg bruger eq, prøver jeg at sprede frekvenserne på sporene, altså fremhæve forskellige områder, så de ikke ligger og kæmper om plads i de samme områder. Comp for at gøre tingene tydelige.

2. Når mixet begynder at samle sig, begynder jeg med klang og delays. Jeg har ofte nogle spor, som forbliver uden klang længe, for ligesom at bevare en jordforbindelse. Klang har det med at spise sig selv, så man kan nemt komme til at hælde mere og mere klang på, uden at det rigtig kan høres. Derfor de tørre spor for at holde jordforbindelsen. De får klang til sidst for at smelte sammen med de andre spor.

Klang kan være som en malers palet eller lamperne i et lysshow; de farver man pepper tingene op med. Hvem er i forgrunden, og hvem er ude bagved? Hvem står ved siden af hinanden, og hvem er i hvert sit klanglige univers? Der skal både være nærvær og dybde i et mix.

Det er både- og- ; samme klang på sporene får dem til at lyde samlet, men også til at rode lidt sammen. Forskellig klang giver separation mellem sporene, men mindsker sammensmeltningen. Panning er vigtig. Spred instrumenter som "spiller det samme", så der bliver plads.

Mono har en særlig plads i mit hjerte. Det er det, der gir det højeste output-level på sporene, og det er et meget koncentreret udtryk. Moderne musik har ofte alle spor i stereo, og mixet bliver oftere "bred mono". Det har dog ikke samme magi som ægte mono. Mono er dog out of date, men er værd at udforske. Det er et meget koncentreret udtryk. Beatles-pannorering (sang i den ene side, trommer i den anden side) er også sjov, men koster output level. Men giver mere tydeligt billede.

3. Nu skal nettet strammes yderligere. Balancer finjusteres, comps, pannings, klang trimmes. Det er en god ide at skifte højtalere ofte i denne fase. Jeg havde en B&O transister radio som det mindste, og 3-4 forskellige højtalere i forskellige størrelser. Det skal lyde godt på alle slags anlæg.

Omkring dette tidspunkt kan man invitere musikerne til at lytte med og komme med meninger. Meldingen "mit spor er for lavt" bør ofte overhøres, hvis overblikket siger noget andet. Men det er her, de sidste beslutninger skal tages, energien vælges, og kirsebærret på toppen af kagen skal vælges.

Før computerne lavede vi altid flere mix af et nummer, og valgte senere hvilket mix der var bedst. Især med dansk tekst (og endnu mere med dialekt) vandt den version med vocalen skruet lidt op altid. Ikke sjældent redigerede vi flere mix sammen. Hvis det var svære mix/lange numre var redigeringen et "must". Så mixede vi introen til den var på plads; dernæst 1. vers, så 1. omkvæd osv. undervejs blev stumperne redigeret sammen. Når vi nåede til slutningen var mixet færdigt. Eneste mulighed var at starte forfra.
 

Panorering

Et orkester, jeg arbejdede med i mange år, bestod bl.a. af en guitarist, der spillede meget organiseret, nærmest som små byggeklodser, og en keyboard-spiller, der var meget fantasifuld og uforudseelig. Jeg opdagede efterhånden, at når jeg lagde guitaren (orden) til venstre, og keyboardet (uorden) til højre, så fungerede det. Det må være noget med de to hjernehalvdele. Små lyde, der skal kunne høres uden at fylde for meget, kan ofte pannes extremt til en af siderne. Der bliver de tydelige, men tager ikke megen plads.

Et vigtigt job, når man mixer, er at få vokalerne til at ligge ordentligt og tydeligt i mixet. Compression klarer en del af jobbet, men man slipper ikke for at skrive / tegne levels. Dybe toner siger ikke så kraftigt som høje toner. De skal skrues op for at give et flow. Ofte ligner mine vocal-spor en pinkode. Klippet op i sætninger og stavelser, og justeret i styrke. Kedeligt job, men effektivt. Min yndlingshøjtaler til sådanne jobs er en B&O transistor radio på lav styrke. Så får man levels der holder. Og igen: det skal fungere på alle anlæg.

Vocaler er vigtige. De skal være tydelige, og "in your face". Det opnås med compression og klang.

 

Printvenlig version (pdf)

                                                                                                                                                                                                                          

<< Mange mics på et spor                                                                                                                                                      Compression 1 >>