Medhør og monitors

HØRETELEFONER. Fanden opfandt høretelefonen på en dag, hvor det kørte for ham. Især for musikere, der skal intonere og for sangere, kan det være et helvede. Det er meget individuelt, hvor stort problemet er. Når man tager høretelefoner på, forstyrres den naturlige funktion, at man hører sig selv synge/spille akustisk. Man hører selvfølgelig lyden i lapperne, men det er ikke det samme.

Nogle sangere synger rygende falsk med lapper på, nogle er upåvirkede. Den almindeligste løsning er at tage høretelefonen væk fra det ene øre, så man hører sig selv akustisk den vej og hører musikken i lapperne. Der er mange varianter.

En af de bedre er at holde en hånd ved det frie øre. Pegefingeren cirka bag øreflippen, og hånden ned langs kæben. Flyt hånden lidt rundt til stedet findes. Så hører man sig selv bedre. Også godt hvis der er mange sangere.

LEVEL. Jeg har tit haft konflikter med musikkere, der vil høre deres musik HØJT. Det er jeg uenig i, da jeg ikke synes, at man hører bedre, når det er højt, til gengæld bliver man hurtigere træt. Mange timer med høj musik smadrer mine ører, så jeg har brug for flere pauser. En gang imellem højt i et par minutter, ja, men absolut ikke hele dagen. Det er fup. Og giver tinnitus.

Tinnitus er ret ubehageligt, og når man først har det, så bliver den der. Det er ingen spøg. Og man bliver ikke mere mand af at spille højt, kun høreskadet og træt!!

SPIKES. Det er nogle små metal-kegler, som man sætter under kabinetter og højtalere. De sættes fast med dobbelt-klæbende tape eller skrues fast i kabinettet. Normalt tre stk. Ideen er, at når højtaleren står på de tre spidser af keglerne, så står kabinettet helt stille, og kun selve højtaleren (pappet) bevæger sig. Det gir en mere fast bund, og stereo-billedet bliver mere defineret. Første gang jeg blev præsenteret for ideen, tænkte jeg, at nu var nørderiet gået over gevind, men jeg overgav mig hurtigt. Det lyder lidt bedre både på guitar-kabinetter og på højtalere i studiet.

MEDHØR. Hvis man har en sanger, der synger falsk ved synet af en høretelefon, er der et trick der hjælper. Det er lidt indviklet, men kan være prisen værd. Ideen er at bruge højtaler-medhør i modfase, altså at pappet i de to højtalere går hver sin vej, når musikken spiller. Det reducerer overhøringen betydeligt, men lyder ret dårligt, mens det sker. Man skal have et mix i mono, som får vendt fasen på den ene kanal. Der opstår et stort hul i midten af lyd-billedet. Så kan man lytte med et væsentligt højere lydtryk uden at spolere det endelige voc-spor med overdreven overhøring. Og så er det dejligt at vende tilbage til "normal" lytning. Denne metode, om end lidt besværlig, kan redde nogle få sangere fra at synge rygende falsk. Hvorfor der er så stor forskel for sangerne er stadig en gåde!!

IN EAR er små høretelefoner, som sidder inde i øret. Mest brugt til live. Så kan musikkerne bevæge sig rundt på scenen, uden at deres medhør ændrer sig.

Jeg synes, det er vigtigt at have en ens monitor-ballance, mens man indspiller. Så har musikeren en chance for at være i balance, så der bliver et brugbart spor ud af det.

 

Printvenlig version (pdf)

                                                                                                                                                                                                                          

<< Psykologi bands                                                                                                                                                                      Mikrofoner >>