Historisk tilbageblik

I 70'erne var alting anderledes i forhold til i dag.. Der var ingen computere, synts, clicktracks, plug-ins, auto-tunere eller stemmemaskiner.

Vi indspillede med så mange musikere, som kunne spille ordentligt samtidig for at få et solidt fundament at bygge på. Trommerne ofte i et lille lokale, og resten i samme lokale, separeret med skærme. Medhør i høretelefonerne var ET fælles mix i mono til hele holdet!! Studiemusikerne spillede efter noder, og orkestrene havde øvet hjemmefra.

Otte spor eller 16, når det skulle være hi-tec. Altid bjerge af rør-mikrofoner og andre gode mics. Gode vellydende pulte og den dejlige lyd af analoge bånd (de overstyrer på en rigtig god måde og samler lyden). Pultene kunne ikke så meget, men den enkle teknik lyder godt. Mindre elektronisk bureaukrati, bare lever varen uden svinkeærinder! Vi havde en fjeder-rumklang (AKG BX20) og en Revox stereobåndoptager. Det ene spor lavede slap-delay, det andet predelay på rumklangen. Fire NTP comps og to Urei comps. Senere kom en Emt plade-rumklang til. Det var fedt.

Hvis der skulle være tamburin i guitarsoloen, indspillede vi dem samtidig på samme spor. Der skulle økonomiseres når der kun var 8 spor. Kor altid alle på en gang. Når vi mixede, sad vi 2-3-4 mand med hver en eller nogle få kanaler at styre. Tricket var at lade folk styre spor, de ikke selv havde spillet. Altså, sangeren styrer guitarsporet, guitaristen styrer korsporet o.s.v. Ofte gemte vi flere mix for at vælge senere. Når et mix var færdigt, var der ingen vej tilbage, udover at starte forfra. Mange der har prøvet det savner det. Det var lidt fri dans. Økologisk.

En-to uger var normalt til et album. Vi begyndte at fifle med indspilnings-situationerne. Trommerne ud af boxen, det var sjovere at stå tæt sammen, når vi spillede, og vi var ligeglade med overhøringen. Mange overdubs blev indspillet i kontrolrummet, det gør kommunikationen meget nemmere.

Sidst i 70'erne dukkede click-tracket op. Et computer-fremstillet spor, der definerede tempoet som en linial, man kunne bygge på. I begyndelsen brugte vi bånd-sløjfer som click-spor. I de første mange år generede det mig at have musik i eet tempo. Rigtig spillet musik ændrer jo tempoet umærkeligt undervejs. Tempoet stiger som regel lidt hen ad vejen, og det kan jeg godt lide. Men det er praktisk at bruge rytme-boxen. Dubs blir meget nemmere.

I 80'erne dukkede MIDI op. 24 spor. Meget ændrede sig. Med midi og en computer kunne man pludselig indspille keyboards og trommemaskiner i computeren, og efterfølgende rette timingen (quantisere), rette tonerne og meget andet, inden vi lagde tingene på bånd. Stort spring fremad. Det var meget brugt, som det kan høres på musikken fra den tid.

Før midi var der nogle primitive systemer, men midi fik det til at rykke. Midi var et primitivt system (set med vor tids øjne) der kunne automatisere keyboards og trommemaskiner. Oftest brugte vi Atari computere og Akai/Linn MPC trommemaskine til det. Og små floppy-discs, som tog en krig at save og loade. Meget upålidelige systemer, som crashede i tide og utide uden varsel. Ofte i stimer, altså nogle dage i træk, hvor der skulle saves konstant, hvis man ikke ville miste data. Meget musik fra de år bærer præg af den nemme adgang til "præcis" timing.

Man kunne opbygge en skitse af et nummer på computer, så der var noget at spille til, når man slap musikerne løs. Nogle lavede endda skitserne hjemmefra, så de kom hurtigere i gang, når de kom til studiet. Det er altid svært at være den første på banen (hvis det ikke er et band), men nu kunne vi give en ide om, hvor et nummer var på vej hen, inden musikerne kom til.

Midi er et relativt svagt system. Der er dage, hvor det ikke spiller, selvom man gør alting rigtigt. Det sikreste er at sætte det hele sammen, tjekke det og ikke pille mere ved det.  De to fyre fra Korg, som fandt på det, troede, at det kun skulle kunne sætte to keyboards sammen, så når man spillede på det ene (kaldet moderen), så spillede det andet(slaven) også. De lagde dog flere optioner ind i systemet, som vi så tog til os, og brugte systemet langt ud over, hvad det var tænkt som. I starten ville ikke mange musikere lære det, så det var teknikerne, der måtte sætte sig ind i det.

Det er en god ide, når man skriver navne på spor i computeren, at bruge korte navne og at skrive med store bogstaver. Når man så hen ad vejen presser billedet sammen, for at kunne se mange spor samtidig, kan man længe se de store bogstaver. Jeg har ofte brugt fjollede navne, da jeg synes, at de er nemmere at huske. En trommeslager, som jeg har arbejdet meget sammen med, bliver lidt sur, når han spiller whiskers, og jeg kalder hans spor for "fut" eller "tøf", men jeg tror han forstår ideen.

På den tid begyndte vi for alvor at indspille instrumenterne et af gangen, for at få mere kontrol over sagerne. Og arrangementerne voksede betydeligt.

Når vi havde et "take", der føltes godt, lyttede vi trommer og rytmebox sammen. Hvis der var steder, hvor det ikke sad i skabet, rettede vi trommerne til, så vi fik noget solidt at bygge videre på. Så rettede vi de andre instrumenter til så de swingede godt med trommerne.

I 80'erne begyndte musikkerne for alvor at flytte ind i kontrolrummene. Det gav bedre kommunikation, mere kontrol (fordi vi hørte det samme), og de slap for høretelefoner. Til gengæld steg lytte-niveauerne betydeligt. Vi fik "bag-monitors" som var højtalere i bagenden af kontrol-rummet, så man kunne fylde rummet med lyd uden at teknikeren fik høreskader. To keyboards, en bas(line), en guitarist og en sanger i kontrolrummet, trommer og den anden guitarist i indspille-rummene, var standart for et band, jeg arbejdede med i mange år.

Digital rumklang kom til, og blev brugt flittigt.

Engang sidst i 70'erne begyndte vi at "flyve" musik (især kor) med båndoptagere. Hvis et nummer var næsten færdigt, men lige manglede et stort kor, var der som regel ikke spor nok tilbage til, at det var muligt.

Så var tricket, at man lavede et stereo-mix af musikken og lagde det ind på et stykke blankt bånd. Så var der dejlig mange ledige spor at indspille kor på. Når koret var færdigt, lavede vi et stereo-mix af det og lagde det originale bånd på igen. Så var kunsten at få koret ind på det originale bånd "i time". Umuligt vil nogen sige, men vi gjorde det!! Metoden var at finde et lilletrommeslag lige foran korets indsats. Høretelefon-overhøring gjorde dette nemt.

Så flyttede man mix-båndet lidt frem for at kompensere for den tid, det tog for båndoptageren at komme op i hastighed. Derefter spillede man original-båndet (med venstre hånd), og når det kom til det lilletromme-slag, man styrede efter trykkede man "play" (højre hånd) på stereo-båndoptageren. Det krævede en del forsøg, inden det kom præcist på plads, men med tålmodighed og stædighed kunne det lade sig gøre. Jeg blev efterhånden ret skrap og rutineret til det.

Nana’s Afrika-sang er indspillet på denne måde. Tre bånd, et med musikken, et med solisterne, og et med korene. Det var et seriøst helvede at "flyve" vocalerne tilbage til bånd 1. Det tog to dage, da nummeret er langt, og der er mange indsatser. Man kan kun "flyve" korte sekvenser af gangen, så begynder "timingen" at skride.

Jeg havde tre båndoptagere til det. Den ene var selvfølgelig 24-spors originalbåndet. Nummer to i stereo var mixet af kor/solister, og nummer tre i stereo var et reference-mix, så jeg kunne kontrollere, at det jeg "fløj" var i samme "time", som det var sunget. Da jeg var færdig, lovede jeg mig selv aldrig igen at påtage mig så svært et job. Det var et ambitiøst projekt, men det var den eneste måde at gøre det på.

Senere købte vi en ekstra 24-spors-maskine, som kunne låses sammen med den første båndoptager. Så havde vi 48 spor. Dejligt. 48 er flere end 24.

Når vi optog musik, gjaldt det om at have et solidt fundament at bygge videre på. Altså et grundbånd spillet af gode musikere, der ikke spillede fejl. Det ville have taget alt for lang tid at rette det til.

En mulighed, der opstod sammen med midi, var at flytte rundt på tingene. Altså at sample noget lyd fra et sted i et nummer og flytte det et andet sted hen. Kor var velegnet; vi kunne bruge mere tid på et omkvæd, og så bruge den samme kor-optagelse i alle omkvædene. Det var meget brugt. Jeg har aldrig brudt mig om lead-vocaler, der blev "fløjet" rundt, men andre har brugt det intensivt. En anden ting der bruges intensivt er percusion-loops og kor. Altså en takt feks. tambourin eller en korrolle, der kører igen og igen.

 

Printvenlig version (pdf)

                                                                                                                                                                                                                          

<< Slutninger                                                                                                                                                                    Mit pladestudie-cv >>